Mange forbinder begrebet sprællemand med den klassiske sprællenisse til jul, eksempelvis den man ser i DRs julekalender Bamses julerejse, eller så er den blandt det nedarvede julepynt fra bedste- og oldeforældre. For der har eksisteret sprællemænd i flere hundrede år, måske endda tusinde år, hvor det typisk har været julemænd og nisser der har været motiv, men genren har også været brugt politisk og for at gøre grin med magten (læs mere om sprællemandens historie inde på juleinspektørens blog ved Den Gamle by her).
Jeg vælger at kalde dem sprællefigurer, da de i hvert fald i mit univers kan være alt muligt, så længe det er fysisk muligt! For mig handler det heller ikke om at gøre grin med nogen eller noget, men i stedet lege med hvordan man kan give lidt liv og bevægelse til rum og vægge.
Der er noget sjovt og finurligt med en sprællefigur og dens mulighed for at bevæge sig, som både kan være hyggeligt for børn og voksne, når man ser lemmerne flakse rundt. Derfor har jeg leget i lang tid med at udvikle mine sprællefigurer og deres visuelle udtryk, i forhold til at de skal kunne bidrage til vægget og rummet i en nyfortolket stil, som både er inspireret af nostalgi og nutidens æstetik.
Selvom man også kan købe sprællefigurerne samlet og klar, så er der også noget lidt særligt over selv at klippe den ud og samle den - det kræver både fordybelse, koncentration og lidt logisk tænkning, og de egenskaber oplever jeg kan være rigtig gode at skabe stunder for, når hverdagen kan flyve afsted og som alternativ til skærmtid.
Derfor har jeg lavet den følgende guide til hvordan man samler sin sprællefigur og hvad man skal være opmærksom på. Det er jo særligt placering af huller til papirbinderne samt hullerne til snoren man skal være opmærksom på. På mine figurer har jeg markeret huller til både snor og papirbinder.
Du kan også hente en gratis pdf-guide til sprællenisse, der kan bruges til alle slags sprællefigurer (i hvert fald mine) via min webshop her.
Trin-for-trin guide til sprællefigur
På de følgende 10 billeder sammen med et par ord gennemgås det hvordan man samler en sprællefigur. Den tager udgangspunkt i en af mine julesprællenisser, men man kan sagtens også bruge guiden sammen med mine andre sprællefigurer, de gratis print-selv skabeloner eller hvis du kaster dig ud i at designe din helt egen - mekanikken er den samme.
Materialer du skal bruge, udover en sprællefigur:
- Saks
- Papirbindere (medfølger når man køber en sprællefigur) - disse kaldes også papirclips og kan findes i flere hobbybutikker
- Hulklipper (hultang som på billederne her - anbefales, men ellers kan et trægrilspyd, kødnål, en tyk synål eller andet spidst anvendes)
- Snor, ikke for tynd, ikke for tyk, men holdbar (jeg bruger bambussnor, medfølger når man køber en sprællefigur)









